De store kløfters land.

I løbet af den sidste uges tid har vi set klipper i mere fantastiske formationer, end man havde kunnet forestille sig. Først i Bryce Canyon, hvor vi gik en flot tur (5 km; men pigerne klarede det efter en smule brok i fin stil, og Katinka gik i udbrud på den sidste, stejle stigning og nåede i mål før os andre, der gerne ville have tid til at nyde de imponerende udsigter. I Bryce Canyon er sandstensklipperne pga. meget specielle frost- og vindforhold eroderet til tusindvis af høje søjler -hoodoos.
Dem fik vi forøvrigt også chancen for at se i snevejr, for da vi stod op næste morgen i vores fine campinghytte, var der hvidt  og termometeret læste 29 grader Fahrenheit -det er ikke så meget viste det sig! (Pt. sidder vi i 102 grader og sveder, heldigvis med en kølig margarita i hånden og tre puttede piger).
Vi søgte straks mod lunere græsgange ved den smukke Lake Powell, hvor vi boede på en skøn resort og udnyttede swimmingpool og hot tub trods kølige temperaturer, og var i Navajo-reservatet og opleve Antelope Canyon. Et billede siger mere end tusind ord; det var fuldstændig fantastisk. Og i går og i forgårs så vi så den største kløft af den alle: Gran Canyon. En stor oplevelse, dog ikke helt tilstrækkeligt dokumenteret, da vi løb tør for strøm på kameraet, mens vi var nede og gå i kløften. Det var nu ellers noget helt særligt, synes vi voksne i hvert fald. Men pigerne ville godt op igen, og Liva ville allerhelst gå selv, hvilket morens nerver på ingen måde kunne holde til på de stejle klippestier. Det gik nu alligevel meget godt, og det var en flot oplevelse.
Nu har vi så vendt snuden mod LA og Disneyland, i dag ad Route 66, imorgen bare på en kedelig motorvej, men med en gulerod forude....